ELINBORG LÜTZEN - den sort-hvide mester

 

Det er en stor glæde i dagens anledning at gæste Nordatlantens Brygge som et moderne center for kultur, repræsentation og erhverv fra Færøerne, Island og Grønland.

 

Igen i år, har Færøerne Landsstyre, for anden gang - samlet vores internationale samarbejdspartnere omkring os til en reception i Færøernes repræsentation her i huset. Færøerne er inde i en udvikling, hvor man påtager sig flere og flere udenrigspolitiske opgaver, hvor vi også oplever, at vi kan bidrage til det internationale fællesskab.

 

Et af disse bidrag er kunst og kultur. Til trods for en samlet befolkning på kun knapt 50.000 mennesker, og begrænsede midler til kulturelle og kunstneriske formål, har vi en bemærkelsesværdig stor kunstnerisk produktion – ikke mindst af billedkunst, som der også er efterspørgsel af uden for rigsfællesskabet.

 

Kunstneren Elinborg Lützen, som præsenteres her i dag, tilhører den første generation af professionelle færøske billedkunstnere. Da hun var 18 år gammel, flyttede hun i 1937 til København for at uddanne sig på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Efter planen skulle hun flytte tilbage efter endt uddannelse, men da 2. Verdenskrig brød ud, blev Færøerne besat af britiske tropper, og det var ikke længere muligt at rejse mellem landene. Hun måtte derfor, sammen med mange andre færinger – deriblandt flere kunstnere - blive i København, indtil krigen blev afsluttet.

 

Og netop denne adskillelse fra Færøerne viste sig at blive helt afgørende for Elinborg og de øvrige kunstnere, som strandede her. For det var nemlig her, i København under 2. Verdenskrig, at der for første gang opstod et kunstnerisk miljø omkring færøsk billedkunst. Gruppen bestod af 8 kunstnere, blandt dem var Elinborgs samlever Mikines og hendes storesøster Marianna Matras. Så snart krigen var slut, rejste de alle hjem med det samme skib sammen med andre kunstinteresserede færinger, der havde grundlagt Færøernes Kunstforening i København under krigen.

 

Disse helt særlige forhold med landflygtighed og hjemvenden i samlet trop, var afgørende for det kunstneriske miljø, der i efterkrigstiden blev etableret indenfor billedkunsten på Færøerne. Hvis kunstnerne var vendt hjem en og en, kan man frygte, at de ville være rejst igen en og en. For fællesskabet, der opstod i Danmark under krigen, var på dette tidspunkt det eneste fællesskab i færøsk billedkunst. Det var dette fællesskab, som resulterede i, at man fik opført et færøsk kunstmuseum, som åbnede i 1969, og det er dette museum, som har udlånt værkerne til udstillingen, som vi åbner her i dag.

 

Kunstnernes lange ophold i Danmark under 2. Verdenskrig og hjemvenden med skib, som udgik her fra området, er blot et af mange eksempler på de historiske bånd, og de særlige forhold, som op igennem tiderne har knyttet Danmark til Færøerne og til de øvrige lande i Nordatlanten. Vi er alle en del af et historisk fællesskab, som Nordatlantens Brygge danner ramme om. Her udveksler vi kunst og kultur og bygger videre på det gode i fællesskabet, som vi ønsker at bevare og videreudvikle.

 

Med hjemmestyreordningens øgede selvstyre efter 2. Verdenskrig, begyndte Landsstyret – i lighed med de øvrige nordiske lande efter 2. Verdenskrig - at udøve kulturpolitik. Et af initiativerne til at sikre kunstnernes arbejdsvilkår var Lagtingets årlige hædersgave, som Elinborg i 1978 var den første kvinde, der modtog.

 

Elinborg levede fra 1909 til 1995 og var i en årrække gift med maleren Mikines, som var den første professionelle færøske kunstner, og tit regnes som den færøske malerkunsts fader. Elinborg Lützen var den første - og længe den eneste - grafiker på Færøerne. Illustrationerne af en lang række færøske børnebøger har gjort, at hun nok er den færøske kunstner, som tidligst satte et uudsletteligt aftryk på min og yngre generationers hornhinde: de markante linoleumssnit i sort-hvidt beretter om alt fra bygdeidyl og hverdagsliv til de skumle og skræmmende jætter og hekse og om grylen med de 40 haler, der kommer ned fra bjerget med stav i hånden og sæk på ryggen for at skære maven ud af børnene, hvis de græder efter kød i fasten. Elinborgs mørke er fyldt med et uudgrundeligt indhold, og er endnu mere skummelt end de dødningehoveder, jætter og kællinger, som man trods alt kan se, og ved hvor man har i billederne. Elinborgs sorte farve er ikke blot en sort flade, men et dunkelt mørke fult af fantasiens fostre og misfostre, og som barn bliver man ved med at stirre ind i mørket af skræk for, hvad der gemmer sig. De gamle eventyr og remser er stærke og gribende fortællinger, nogle gange grusomme, andre gange smukke og poetiske, og med Elinborgs illustrationer får den rige folkekultur en ekstra dimension. Spændvidden mellem det trygge og velkendte hverdagsliv og de mytiske uhyrligheder er hos Elinborg i sig selv en tematisk leg, der spænder helt fra sort til hvidt.

 

Tilværelsens store kontraster mellem liv og død, godhed og ondskab, klogskab og dårskab trækkes skarpt op, og understreger essensen i fortællingerne, som har fået et færøsk snit, selv om eventyrets indhold, form og moral er almenmenneskeligt. Og dette kendetegner en hel del af Elinborgs værker: natur og bygdemiljøer skaber en genkendelig færøsk stemning, som måske er eksotisk, men som også har almenmenneskelig gyldighed, på linje med den folkekultur, som hun illustrerer, og som i forskellige varianter er europæisk fælleseje.

 

Men Elinborgs værker er mere end blot let tilgængelige for både børn og voksne i og uden for Færøerne. De er også i høj grad originale, mærkværdige og små eventyr i sig selv. Man kan bruge megen tid, have stor fornøjelse af og blive fortryllet af at dvæle ved de universer, som hun har skåret ud for os. Mærkelig troldske, skumle, smukke figurer i en naturalistisk sammenhæng, som om dette er helt normalt på Færøerne - hvilket det også i høj grad er. Vi lever med naturen som den selvsagte ramme omkring vores gøren og laden, og fortællingerne, fantasien og poesien er ligeledes en naturlig del af vores mentalitet og identitet.

 

Elinborg var af natur et beskedent menneske. Hun deltog i udstillinger i og udenfor Færøerne, men gik aldrig med til at holde en separatudstilling, da hun ikke mente, at hun kunne fylde den rolle. Hun er tit blevet kaldt ”den sorte hvide mester”, som er blevet undertitlen til denne udstilling – en titel, som hun i sin beskedenhed måske ikke ville finde sig helt til rette med. Elinborg Lützens linoleumssnit er et originalt og interessant bidrag til kunsten både i og uden for Færøerne, og hun har som kunstner fortjent større opmærksomhed end hun fik i sin levetid. Det er derfor en særlig glæde at præsentere denne udstilling, som jeg hermed erklærer åben.