Deres Majestæt, Deres Kongelige Højheder, Landsstyreformand, Landstingsformand - kære gæster
Det er en stor ære for mig og min ægtefælle at deltage i højtidelighederne i forbindelse med indførelsen af Grønlands selvstyre og at få lov til at dele denne historiske begivenhed med jer.
Grønland og Færøerne er i grunden meget forskellige. Naturen byder os forskellige omstændigheder, og vores politiske udviklingshistorie er forskellig.
Og alligevel har vi så meget til fælles.
Lad mig blot nævne vores fællesskab i det danske rige og det faktum, at vores levevis, naturens forskellighed til trods, er tæt knyttet til naturressourcerne.
Indførelsen af selvstyre markerer begyndelsen af et nyt og spændende kapitel i Grønlands politiske historie. Vores nation har været igennem en lignende udvikling, og jeg kan derfor med en vis troværdighed sige, at vi forstår den glæde og den stolthed, som I i dag føler ved selvstyrelovens ikrafttrædelse – tilmed med stor opbakning fra befolkningen. I har fået stadfæstet det grønlandske folks anerkendelse som folk i henhold til folkeretten, samtidig med at grønlandsk nu er landets officielle sprog. Dette er milepæle i nationens udvikling og vigtige skridt for såvel den nationale identitet som den enkelte borgers selvopfattelse.
I har al grund til at glædes og være stolte.
Med indførelsen af selvstyret er det endnu engang blevet demonstreret, at rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne er et levende og rummeligt fællesskab. Et fællesskab hvor vi nok kan have forskellige udgangspunkter og være uenige, men enes om at bruge dialogen som middel til at finde løsningerne.
Lad os være stolte af og værne om denne tradition.
Grønlands og Færøernes selvstyre er nået til et stadie med fuld indre selvstændighed.
Den fremtidige udfordring ligger nu på det udenrigspolitiske område, hvor det påhviler os i forsat god dialog at udvikle fundamentet for, at alle rigsfællesskabets parter får fuld gavn af globaliseringens mange muligheder.
Jeg vil gerne på vegne af Færøernes Lagting og Færøernes Landsstyre overrække landsstyreformanden en gave. Med den ønsker vi jer til lykke med selvstyret samtidig med at vi håber på et fortsat godt samarbejde og venskab.