Hr Præsident – ærede kollegaer – kære nordiske venner
Ministerrådet har under Norges formandsskab i år fokuseret på Velfærdsstaten i et nordisk perspektiv, som beskriver blandt andet, hvorledes velfærdstaten kom under pres i kølvandet af den økonomiske krise. Situationen lægger nok op til, at de nordiske lande skal møde udfordringer i fælleskab og videreudvikle samarbejdet her i Norden.
Det har været en interessant og vigtig indsats, set fra et nordisk synspunkt. Vi har for eksempel i perioden fået en redegørelse om grøn tilvækst, og vi får en Nordisk Strategi for Bæredygtig Udvikling. Vi taler her om centrale og vigtige udfordringer, men det stiller samtidig en række krav.
Vi er alle vant til en høj levestandard og et højt velfærdsniveau. Velfærdstaten investerer i et samfund, som placerer borgerens velfærd og rettigheder i front. Jeg mener, at vi har bygget verdens stærkeste samfundsmodel.
I kølvandet af den globale økonomiske udfordring er Nordens grundlæggende struktur intakt. Vi går ikke på kompromis med vore grundlæggende samfundsværdier, og det har resulteret i, at vi kommer til at stå endnu stærkere i fremtiden.
Men vi skal også huske, at forskellige dele af Norden står overfor forskellige udfordringer. Der er forskelle fra København til Kirkenæs eller fra Tampere til Thule. Men Norden skal forholde sig til verden, siger vi, men hvordan gør vi det?
Og hvordan står vi i forhold til hinanden?
Det er ikke interessant at opdage, at de mest homogene regioner samarbejder om centrale og vigtige emner. Det bliver nemlig først rigtig interessant, når vi kan vise verden, hvorledes vi i hele Norden samarbejder indenfor en fælles identitet, som omfatter en utrolig kompliceret, men samtidig meget smuk, forskellighed. Det er her, at kunststykket skal findes. Det er her udfordringerne ligger.
De ændringer, som udspiller i Arktis, kommer til at få grundlæggende betydning for vor fremtid. Vi taler om enorme områder, der bliver genstand for aktiviteter af et hidtil uset omfang. Det bliver en meget konkret udfordring – på godt og ondt.
Her kan et nordisk samarbejde få en nøglerolle, nu vi taler om at styrke det fælles udenrigspolitiske samarbejde. Men da vil der i vores optik opstå en noget besynderlig situation, idet vi taler om de Nordatlantiske områder, hvor bl.a. Færøerne jo ligger, men at vi ikke deltager i det Nordiske udenrigspolitiske forum.
Den Nordiske Strategi for Bæredygtig Udvikling betegner demografiske ændringer som en udfordring for den nordiske velfærdsmodel. Fraflytning er en aktuel udfordring for Færøerne og problematikken kendes også fra andre udkantsområder i Norden. Det betyder, at hvis vi for alvor mener, at velfærdstaten skal være for alle, så kommer det til at kræve en indsats på nordisk plan. Det må være således, mener jeg, at problemstillinger ét sted i Norden, er lige så meget en udfordring for hele Norden.
I denne forbindelse finder jeg Johan Strangs nye og spændende bog ”Nordiska Gemenskaper” meget interessant. Hans beskrivelse af hvorledes vi vil gå fra nuværende konsensuspolitik til større flexibilitet styrker mulighederne for at løse vigtige problemstillinger både hurtigt og effektivt.
Vi er forskellige når vi taler om grænsehinder, og vi ligger i konflikt omkring ressourcefordelinger. Jeg er overbevist om, at disse problemstillinger vil kunne afklares i form af koncentreret og fremadrettet samarbejde. Det bør under alle omstændigheder være således.
Opretholdelsen af den nordiske velfærdstat kræver, at vi løser forhindringer hurtigt og effektivt med respekt for hver enkelt part, stor som lille. Det er i sidste ende det, som kommer til at give holdbare og bæredygtige resultater.
Velfærdstaten består af ligeværdige borgere, ligesom et fælleskab af velfærdstater består af ligeværdige lande. Dermed skal Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab i Nordisk Råd fortsat ses som en del af Færøernes fremtid i det Nordiske samarbejde.
Tak!