Deres Majestæt Dronning Margrethe og
Deres Kongelige Højhed Prinsgemalen
Det er mig en stor ære på vegne af det færøske folk at byde Jer hjertelig velkommen til Færøerne.
Regentparrets besøg legemliggør de tidløse bånd, der knytter Færøerne og Danmark, vore lande og vore folk.
Det er med stor glæde, at vi modtager Jer her i en af verdens mindste hovedstæder. Byen, som vi ofte kalder Verdens Navle. En betegnelse, hvor den store omverden knyttes sammen med det nære og lokale.
Forfatteren og digteren, Gunnar Hoydal, siger i sit digt ”Verdens navle”:
”Til disse klipper,
til disse knolde i det store hav
ligger verden forankret,
her er det sted
hvor alting begynder
og hvor alting når hen til sidst, …”
”Men der er naturligvis den fare
at trækket en dag bliver for stort,
at fortøjningen rives op,
at navlebardunerne sprænges
og verden kastes i drift…
Klipperne vil blive liggende,
men det er klart
at det vil være en højst alvorlig sag for verden.”
Her belyses på humoristisk vis et vigtigt træk ved det at være færing; vi er meget selvbevidste og elsker vort land, samtidig som det hele tiden står helt klart for os, at vi er en meget lille og tæt forbunden del af den store omverden.
Vi bevarer rødderne dybt nede i den hjemlige identitet, imens vi bestandig har antennerne ude og navigerer over globaliseringens lunefulde hav.
Deres Majestæt og Deres Kongelige Højhed. Ved Jeres besøg påmindes vi igen om vort dyrebare venskab; disse barduner, der holder os sammen, når verden ellers – af og til – kastes i drift.
Vi ønsker af hele vort hjerte, at I får nogle gode dage her sammen med os.
Góðu fólk, latum okkum, sum siður er, rópa eitt 9-falt hurra fyri teim kongligu gestunum.
Drotningin, prinsurin og húski teirra leingi livi!
Takk fyri!