Mínar damur og harrar,
Ærede gæster,
Statsminister Jens Stoltenberg og fru Ingrid Schulerud,
Endnu engang hjertelig velkommen.
Jeg har set meget frem til dette besøg og er både glad og beæret over, at du, Jens, har ønsket at aflægge Færøerne et besøg.
Dette er første gang siden Per Bortens korte visit i 1966, at en norsk statsminister besøger Færøerne. Så dette er en særlig lejlighed til at minde os om de historiske bånd mellem Færøerne og Norge.
Men dette er også en anledning til at se mod de muligheder, fremtiden kan bringe. Og mod de udfordringer, vi må være sammen om at løse.
Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på de berømte ord fra filmklassikeren Casablanca: ”I think this is the beginning of a beautiful friendship.”
Norge og Færøerne deler en fælles historie og kulturarv. Vore forfædre kom som sagt fra Norge. I århundreder var Færøerne del af det norske kongerige og siden del af det norsk-danske kongerige. Selv om vores veje i 1814 skiltes på det statslige plan, så var det ikke et endeligt på båndene mellem Norge og Færøerne. Snarere tværtimod. I nyere tid er der opstået nye bånd, og vi har som samfund i mange henseender valgt de samme veje.
I slutningen af 1800 tallet etableredes norske hvalfangststationer langs storhvalernes rejserute mellem de arktiske områder i nord og syd. Her på Færøerne blev der også bygget hvalstationer, bl.a. stationen við Áir, som det færøske nationalmuseum i disse år restaurerer.
I de senere år er der etableret nye erhvervsrelationer: indenfor fiskeri, lakseopdræt, olie / gas og andre erhvervssektorer. Mange færinger arbejder i den norske offshore-industri og i afledte industrier. Som samfund nyder vi derfor godt af Norges stærke økonomiske position.
Til trods for en række boringer på kontinentalsoklen øst for Færøerne, er det endnu ikke lykkedes os at finde olie eller gas i kommerciel størrelse.
Lykkes det i fremtiden, vil dette ikke mindst skyldes Statoil, som har gået forrest i forsøget på at forstå den færøske undergrund. Vort regelværk på olie og gas området er i stort omfang norsk inspireret, og skulle Fortuna smile til os, er jeg overbevist om, at Norge også vil være til stor inspiration for så vidt angår håndteringen af indtægter, der ikke står i noget naturligt forhold til vores øvrige samfundsøkonomi.
Norge og Færøerne har som samfund valgt samme kurs socialpolitisk. Engang var velstand for de få. Men i løbet af det 20. århundrede har vi opbygget velfærdssamfund, hvor fundamentet er demokrati og menneskerettigheder. Samfund, hvor enhver har og skal have mulighed for at skabe sig en god og indholdsrig tilværelse uanset baggrund. Samfund, der ikke længere har fattigdom og klasseforskel, som vi ser i andre dele af verdenen.
Kære Jens
Færøerne og Norge er måske ikke helt i den samme båd. Dog skal vi navigere gennem de samme farvande. Begge lande, som aktører i den globale verden. Og begge lande, som nationer, hvis økonomier er baseret på udnyttelse af naturens rigdomme.
Verden er blevet mindre, og vores økonomier og samfund er knyttet tættere sammen end nogen sinde før i historien. Handel og samarbejde tværs over landegrænser skaber fremgang og velstand. Vi lever i en tidsalder, hvor viden er den dyrebareste ressource og nytænkning den stærkeste drivkraft. Færøerne og Norge har allerede tætte og lukrative samarbejder indenfor flere erhvervsgrene, og jeg er overbevist om, at disse samarbejdsrelationer kan forstærkes og udbygges til andre sektorer.
I den globale landsby er vi afhængige af relationer. Og vi er ikke mindst afhængige af godt naboskab.
Naturens rigdomme er grundlaget under vores økonomier og levebrød for vores borgere. Men som nabofolk er det undertiden de samme naturrigdomme, vi hver især skal leve af. Derfor vil der opstå situationer, hvor vores interesser er modstridende.
Da er det godt at vide, at vi har historiske bånd, fælles kultur og tradition for at finde effektive og retfærdige løsninger, der baserer sig ikke alene på høflig respekt, men ægte forståelse for hinandens situation og vilkår.
Det kan være, at Nordens historie – vores fælles historie og arv – er historien om en region, der i århundreder var præget af stridigheder mellem lande. Men den er også en historie om fjendskaber, der blev til broderskaber. Om forsoning og samhørighed tværs af landegrænser og samfundsgrupper. En historie om en region, der skaber håb i en verden med krig, fattigdom og konflikter.
Måske er det dette håb – et lille lys i den globale kontekst – som er Nordens største bidrag til en bedre verden.
Kære Jens
Som et minde om dette besøg, er det mig en stor glæde at overække dig en kopi af det ældste bevarede færøske dokument: Seyðabrævið, Sauebrevet.
Det er en lovtekst fra 1298 på det gamle norrøne sprog, som vi på den tid havde til fælles. Denne lov var en udvidelse af den norske Gulatingslov.
Seyðabrævið regulerede fåreholdet i Færøerne, og det præger endnu i vore dage vores måde at organisere fåreholdet her i landet. Seyðabrævið er et symbol på vores fælles historie. Et symbol på, at vi til enhver tid bærer vores fortid og historie med os. Et symbol på de stærke bånd og dybe venskab mellem det norske og færøske folk.